Home Synspunkter Gaddafi bliver savnet

Gaddafi bliver savnet

E-mail Print PDF

Nordjyske 15 september 2011

 

Da den 27-årige Oberst Gadaffi den 1. september 1969 ved et ublodigt kup sammen med andre officerer væltede Kong Idris i Libyen, opholdt jeg mig i nabolandet Tunesien. De 10 af mine libyske studerende kunne ikke hurtigt nok få udskiftet deres T-shirts med Kong Idris’ kontrafej.

 

Gaddafi fik hurtigt ændret Libyen radikalt. Selv i dag må man anerkende hans indsat for at revolutionere Libyen.

Han sørgede hurtigt for fri undervisning i Libyen fra børnehave til universitetet, og at vand og elektricitet var gratis.

Revolutionen æder sine egne, siger man. Snart var det i alle tilfælde slut med Gaddafis idealisme.

Efter flere mislykkede forsøg på at samle den arabiske verden vendte han sig imod Afrika. Han så sig selv som den der kunne redde Afrika. Han søgte indflydelse ved at støtte de oprørsgrupper i lande, hvis regeringer han hadede, heriblandt apartheidstyret i Sydafrika

Gaddafi støttede ikke mindst de muslimske befolkningsgrupper i Afrika. Som i Uganda, hvor han byggede Østafrikas største moske og renoverede mange af de gamle. Han søgte også økonomisk indflydelse ved store opkøb af firmaer og investeringer i nøgleindustrier i mange afrikanske lande.  

 

Gaddafi frygtede ingen, siger min ugandiske ven, Andrew. Han gjorde, hvad der passede ham og skaffede sig politisk indflydelse ved at tilbyde, de lande han besøgte, store gaver. 

Han skabte forvirring og usikkerhed, når han besøgte vestlige lande, hvor han foretrak at slå sit beduintelt op i stedet for at bo på hotel! Han er vist den eneste, der har talt i over 90 minutter i FN.

Mange afrikanere beundrede ham for det. Han, en afrikaner, turde tale de store lande midt imod!

De morede sig lidt over, at hans mål var at blive konge over Afrika, hvilket han måske var godt på vej til. Han samlede konger og høvdinge og fik dem til at stemme på sig –  mod pæne gaver naturligvis.

Det er Gaddafi, der har givet Den Afrikanske Union (AU) slagkraft og anerkendelse med store økonomiske bidrag.

Derfor bør man ikke undre sig over, at AU indtil nu ikke har kunnet blive enige om at anerkende oprørerne i Libyen, sådan som Vesten har gjort det.

 

”Der er så meget den mand har gjort for Afrika”, siger mange afrikanere. ”Vi skylder ham så meget”.

Mange afrikanske ledere har haft årtiers tæt samarbejde med Gaddafi. Han har hjulpet dem i økonomiske og politiske kampe. Det er vanskeligt for mange af disse længst siddende afrikanske præsidenter at anerkende Gaddafis fjender.

Mange afrikanere synes enige om, at han trods egocentricitet har været den største og mest imponerende afrikanske leder indtil i dag. Og mange er helt vilde med ham.

Og de er fulde af forargelse over, at Vesten har bombet Libyen sønder og sammen..

Mange synes forenet i raseriet over for Vesten, som de synes burde have givet AU en chance for at mægle mellem de stridende partnere i Libyen.

 

Alle kender i dag gennem fjernsynet Gadaffis grusomheder mod sit folk og hans overdådige livsstil. Han tabte som andre diktatorer fuldstændig forbindelsen til sit folk.

Men modsat hvad Vesten måtte mene, oplever jeg, at flere og flere afrikanere er blevet mere fjendtlige over for Vesten

Som Karen Helveg Petersen skriver i en artikel i Clarté (juni 2011): Afrikansk politik er for viderekomne.

Kurt Kristensen, Kampala, Uganda