Home

Støt Uganda - hjælp flygtninge

E-mail Print PDF

Nordjyske 21. juli 2017

Præsident Yoweri Kaguta Museveni blev sidste år valgt til en ny femårs periode. Han vil derved med 35 år på posten blive den præsident, der har siddet længst i Uganda. Der blev talt om valgsvindel.  Hvilket de internationale valgobservatører bekræftede, at der var. Til trods for valgsvindelen mener man dog, at han ville være blevet valgt alligevel.

Da Museveni kom til magten i 1986, blev han mange donorlandes darling, bl.a. fordi han gav udtryk for, at han ville indføre demokrati. Museveni havde gjort ende på 25 års bestialsk vold, specielt under de tidligere præsidenter Amin og Obote, og forventningerne til ham var store.

Men som man ved i dag, blev Museveni ikke den store demokratiske præsident. Støtten fra Vesten er på grund heraf blevet betydelig reduceret. Til gengæld har han fået meget kinesisk hjælp. Den kinesiske støtte er ikke afhængig af, hvorvidt Ugandas præsident er demokratisk.

Uganda er et af verdens fattigste lande. Det rangerer som nummer 163 på FN’s udviklingsindeks af verdens 196 lande. Til trods herfor har Uganda med Museveni i spidsen lavet et af de mest vellykkede integrationsprogrammer i Afrika.

Museveni er som nævnt ikke en god demokratisk præsident. Derfor har han fået et dårligt image i de vestlige lande. Dette skulle nødigt bevirke, at Vesten undlader at støtte det fremragende integrationsprogram, som Uganda har etableret i den nordlige del af landet.
FN hylder i øjeblikket Uganda som det mest avancerede modtagerland af flygtninge i verden.
Problemet er, at donorerne kun vil yde 20 % (ca. 2,3 milliarder kr.) af det beløb, FN skønner er nødvendigt, for at programmet kan fortsætte som hidtil. Heraf vil Danmark give 54 mil. kr.

Uganda har, siden urolighederne i Sydsudan udbrød i 2015, modtaget alle de flygtninge, der kom over grænsen.
Flygtningene bliver ikke anbragt i isolerede lejre. De voksne får jord, de kan opdyrke og bygge på, og er på den måde med til at udvikle lokalsamfundet, som også tjener penge på flygtningene. Børnene går i skole og deltager i det lokale børneliv.

På grund af den forværrede situation i Sydsudan er flygtningestrømmen steget voldsomt. Man skønner, at ca. 770.000 er flygtet fra grusomhederne i Sydsudan til Uganda. Uganda kan ikke vedblive at klare den enorme flygtningestrøm alene, siger Ugandas præsident, Museveni. Derfor beder han det internationale samfund om hjælp, stærkt støttet af FN’s generalsekretær, Antonio Guterres.

Havde Uganda ikke modtaget den sydsudanesiske flygtningestrøm, ville mange formentlig være draget nordpå og have forsøgt at komme til Europa.

Mener Vesten noget med, at det er bedre at støtte flygtningene i nærområderne end i Europa, må man sætte handling bag ordene. Ved f.eks. at støtte Uganda meget mere, end man gør i dag. Til trods for at præsident Museveni ikke anses for at være en god demokrat.
Det bør ikke forhindre, at man fører en  alvorlig ment dialog med Museveni om landets helt nødvendige demokratiske fremtid.

 

Last Updated ( Saturday, 09 September 2017 15:58 )